Som tommelfingerregel siges det at fluelinen følger stangtoppen, gennem kastet, og når stangtoppen stoppes, fortsætter linen i en linebue.
Trækket i fluelinen, giver den momentum i en retning, der bestemmes af stangtoppen. Når hastigheden i trækket bliver mindre end momentum i linen, overhaler fluelinen stangtoppen. Denne overhaling af stangtoppen bliver til linebuen.
Det er en noget forsimplet og samtidig kompliceret forklaring på hvad der sker i fluekastet, men den leder tilbage til tommelfingerreglen om, at fluelinen følger stangtoppen og når stangtoppen stoppes, fortsætter linen i en linebue, der kan være smal, stor eller måske have det forfærdelige “tailing loop”..!

I 1993 fik Jay og Bill Gammel (far og søn fra Texas, USA) udgivet hæftet “The Essentials of Fly Casting” via Federation of Fly Fishers. I hæftet fremsatte de 5 grundregler, gældende for alle gode fluekast. Der var ikke meget nyt under solen i hæftet, men det var renset for personlige stilarter, der havde domineret i undervisning og litteratur om fluekastet. Indtil da havde fluekastet været undervist ud fra personlige præferencer, prædiket af guruer som Lefty Kreh, Mel Krieger, Joan og Lee Wulff, Al Kyte, Gary Borger mf.
Personlige præferencer som hvordan man holder på stangen, hvilken fod der er forrest, om albuen er ind eller ude osv. blev accepteret som stilarter og ikke relevant for om et fluekast er godt eller dårligt.

Forstår man sine linebuerne - hvordan og hvorfor, kan man med kvalitet, træne fluekastet, ud fra hvad linebuen fortæller.
Forståelsen af sammenhænget mellem line, stangtop bane og det vi som kaster har gjort for at det bliver sådan, kan bruges til fejlfinding og lave tilpasninger i kastet.

Forståelsen og fornemmelsen af sammenhængen mellem de 5 grundregler læres bedst gennem en træningsøvelse, som alle der vil blive bedre fluekastere, med fordel kan øve og gennemgå med mellemrum. (Øvelsen er også god når der testes stænger og liner.)